Find din billige skiferie her
Ændre børns alder
Du kan også kontakte os på 7023 1819

Mürren Schweiz

Mürren – kulissen fra James Bond-filmen 'I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste'. 

Beliggende på en hylde oven for Lauterbrunnen er dette sand postkortidyl. Ingen bilveje går til Mürren, kun en lille vandresti, så bilen parkeres i Lauterbrunnen. På den måde kommer man langt væk fra hverdagens stress og jag, og befinder sig midt i den naturskønne landsby, hvor der er ro og tid til at være sammen. For at komme til byen skal man først med en kabinelift og derefter en kort togtur. Der er kun et fåtal af elektriske biler, der har til formål at transportere varer og hotelgæster til og fra stationen. 

I Mürren er man omgivet af den smukke natur og de flotte træhuse, som er bygget med sans for de traditionelle detaljer. Den lille landsby byder på nogle få hoteller, traditionelle alpehytter hvor sneen ligger tungt på taget, små barer, cafeer, curlingbaner, skøjtebane, kælkebakke samt sportshal med indendørs svømmehal og udendørs boblebad. I sportshallen er det også muligt at bestille massage og bruge træningsfaciliteterne.  

Byens befolkning udgør kun omkring 400 faste beboere, som typisk lever af jagt, gårdsbrug og turisme. Det tager kun ca. 15 minutter at gå fra den ene ende af byen til den anden, så byen er ikke stor, men virkelig idyllisk og charmerende. Togstationen ligger i den ene ende af hovedgaden, mens kabineliften ligger i den anden. Ved kabineliften er der en kiosk, som sælger snacks og lokale øl. Her kan man købe øl fra Mürren og den mørkeste af dem, er den mest kendte for sin smag. 

På hovedgaden ligger Restaurant Jägerstübli, hvor man kan spise lokale retter og nyde udsigten fra terrassen. Ejeren går selv på jagt og serverer kød, han selv har skudt sammen med råvarer fra området. Han har også en vinkælder med lokale og schweiziske vine. 

Mürren er den moderne vintersportturismes vugge, hvor de første englændere allerede ankom for 150 år siden og i 1912 kom den første lift. Oven for byen breder områdets pister og nogle af Schweiz’s mest krævende nedfarter sig. Overalt i byen er der ski-in og ski-out til pisten. 

Øverst i næsten 3.000 moh troner 'Piz Gloria'-restauranten der var Blofelds – i Telly Savalas skikkelse – roterende dagligstue. James Bond filmen er som en af de eneste næsten udelukkende filmet her i området. Alle kan nu reservere bord i restauranten og nyde den formidable 360 grader udsigt til 200 bjergtoppe. James Bond temaet er gennemgående for restaurantens menu, som blandt andet tilbyder Bond-Brunch, Bond-Burger og Bond-Champagne. Under restauranten er et museum dedikeret til 007 og filmoptagelserne. De erfarne skiløbere tager den lange sorte piste ned, mens alle andre nyder udsigten fra kabineliften.

På vej ned fra 'Piz Gloria'-restauranten anbefales det, at I stopper ved Birg. I må nemlig ikke snyde jer selv for den spektakulære klippevandring langs bjergvæggen. Der er bygget en smal vandresti langs klippevæggen, hvor I går på metalriste og glaspartier, hvor man kan se ned og ud over bjerglandskabet. Det er en smuk og nervepirrende tur, som ikke er for dem med højdeskræk.

 

Jungfrau Ski Region

Omgivet af navnkundige tinder som Eiger, Jungfrau og Mönch ligger et af de smukkeste skiområder vi har præsenteret. 3 hyggelige byer og 3 skiområder med hver sine karakteristika. Her er noget for hele familien, firmaet, klubben og vennerne. Da alle byer og skiområder kan nås med tog og kabinelifter er det også let for de der ikke står på ski at komme rundt. Endvidere byder området på et væld af oplevelser uden ski.

Jungfrau er skiferie på den gamle måde, hvor man rejste med tog i adstadigt tempo. Man kobler fra og har tid til at nyde det fantastiske landskab. Der er 5 o’clock tea på hotellet og ild i pejsen. Lifter og pister er topkvalitet, byerne er charmerende og landskabet er uovertruffen. At kunne tage toget næsten til bjergets top og Europas højest beliggende togstation i 3454 moh er noget helt specielt og de bilfri byer giver en nærmest meditativ ro. Skiløbet veksler mellem de virkelig udfordrende sorte pister, brede røde boulevarder og blide blå bakker til begynderne – og man kan næsten altid tage kabinen eller toget ned, skulle man blive træt eller udfordret over evne.

Se webcam fra Jungfrau Ski Region her: Webcam

Fakta om rejsemålet
Byens højde:
1631 m
Højeste skiløb:
2930 m
Længste nedkørsel:
12 km
Total pistelængde:
206 km
Langrend:
30 km
Off-piste:
Ja
Antal lifter:
41
Storekabinelifter:
3
Kabinelifte:
7
Stolelifte:
18
T-lifter:
16
Transfertid:
2:00
Fakta om pister
65 km
107 km
34 km
2930 m (Top) 1631 m (By)


Jungfrau Ski - Top of Europe
  • Filtre:
Få rutevejledning
7023 1819
Skiferie og skirejser – SNE og SNÖ